Referat fra  generalforsamlingen  den 06.06.09
på Hotel Kommandørgården Rømø.

Formanden Henry Jensen bød velkommen til de fremmødte og gik herefter over til dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning

3. Forelæggelse af regnskab

4. Bestyrelsens forslag til budget 2009-2010

5. Fastsættelse af kontingent

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

7. Indkomne forslag

8. Eventuelt

 

Ad1:

Erik Nielsen blev valgt.

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.

 

Ad2:

Henry Jensen fremlagde herefter på bestyrelsens vegne beretningen for det forgangne år:

Bestyrelsens beretning

Jeg vil hermed på bestyrelsens vegne fremlægge beretningen for det forgangne år.

Som i kan se, så er vi igen tilbage i de gamle omgivelser, idet Rømø Wellnescenter, hvor vi var sidste år er lukket.

Til trods for, at vi har haft 7 ejerskifte mod 10 sidste år, står der stadig mange huse til salg i vores område, men det er nok ikke lige tiden til at sælge nu, hvor vi er inde i den meget omtalte finanskrise.

Og ser vi på udlejningen, står det ikke for godt til mange steder på nuværende tidspunkt, men udlejningsfirmaerne er meget optimistfulde og siger, at det skal nok komme, idet tyskerne for det første har senere sommerferie, og derfor er begyndt at booke senere som de plejer, men finanskrisen kradser jo også hos dem.

Bestyrelsen har afholdt 4 møder. Referatet af disse møder bliver sendt ud på vores hjemmeside, og vi kan nu se, at der er flere og flere som går ind på vores side, så jeg kan kun opfordre jer til, såfremt man har en pc’er, at gå ind på vores hjemmeside. Det kunne jo være at der var kommet noget af interesse for den enkelte. Ligesom der også er mulighed for at give sin mening til kende.

På sidste generalforsamling stod jeg og oplyste jer om, at nu kunne vi endelig selv bestemme om vi ville have græstørv eller paptag på vores sommerhuse. Samt at vi kunne få tilskud til vedligeholdelse af vores veje. Alt var fryd og gammen.

Vi fik også en skrivelse fra teknisk forvaltning om, at kommunen ville udarbejde et tillæg til lokalplanen nr. 707, hvor man ville foreslå, at den fremtidige tagbeklædning vil være græstørv som i dag, eller tagpap m. listedækning, men at indtil lokalplanen var udarbejdet, skulle man søge

dispensation, og at der kun kunne gives tilladelse til tagpap. Og med hensyn til vedligeholdelse af vores fællesveje kunne vi kontakte materialegården og få en vedligeholdelsesaftale.

Der var mange som blev glade for den udmelding, idet nogle stod for at skulle skifte taget ud.

Og hvad sker der så:

I oktober måned læser man i Jyske Vestkysten at en sommerhusejer har fået afslag på dispensation. Jeg troede faktisk at jyske havde lavet en skrivefejl. Jeg kontaktede straks Teknisk forvaltning for at få en forklaring. Pgl. jeg talte med var lige så forundret over den indstilling, og på min forespørgsel hvem der var gået imod tagpap ville han ikke sige, udover at der var én person som havde modsat sig tagpap. Men han opfordrede os til at klage over afgørelsen, ligesom han opfordrede os til at sende flere dispensationssager til kommunen.

Bestyrelsen sendte herefter en skriftlig klage til teknisk udvalg, samt en kopi til Borgmesteren. Borgmesteren kvitterede for klagen og ville lade den gå videre til teknisk forvaltning, men der kom intet fra teknisk udvalg, og på forespørgsel, har vi stadig ikke fået en skriftlig forklaring på vores klage.

Den 12. marts 2009 tog jeg så til et møde i Løgumkloster, hvor teknik og miljøudvalget havde indkaldt samtlige foreninger.

I dette møde deltog også formanden for teknisk udvalg Hans L. Hansen

I dette forum redegjorde jeg for min utilfredshed med, at man først giver tilladelse til tagpap for derefter at afslå en dispensationssag, og henholdte mig til den skrivelse af 15. April 2008 fra teknisk forvaltning, ligesom jeg gjorde ham opmærksom på, at når man skriver en klage, kan man vel forlange at få et retursvar.

Jeg gjorde også udvalgsformanden bekendt med vedligeholdsaftalen af vores veje og at andre sommerhusområder havde fået tilskud til renovering. Dette afviste han blank, men roste trods alt vores veje.

Udvalgsformanden beklagede, at man ikke havde svaret på skrivelsen og oplyste hertil, at den skrivelse fra teknisk forvaltning aldrig skulle have været udsendt.

Han oplyste meget formanende, at Bolilmark er et unikt område med græstørv, og der vil ikke fra kommunens side blive givet dispensation til anden tagbelægning.

Jeg spurgte hvad han så ville gøre ved alle de sommerhuse som står hel eller delvis uden græstørv. Dette havde han ikke noget svar på.

 Så her står vi nu.

Med hensyn til vores veje så har vi stadig problemer med det første stykke af Ringvejen, hvor der er en del huller. Disse huller vil bliver fyldt ud med flydende asfalt, da det er det eneste som kan holde.

Entreprenøren lavede ellers et forsøg med at fylde hullerne ud med knust asfalt, men det kunne ikke holde.

Med hensyn til den vestlige del af Ringvejen, så vil der her blive lagt et ekstra lag knust asfalt på.

Ellers synes jeg at vores veje i forhold til andre område er gode.

Stien til Lakolk har været lidt af et problembarn for os, men nu er den renoveret og er blevet god at færdes på.

Vi havde i vintermånederne et problem midtpå, hvor grøfterne gik over sine breder.

Vi har så fået oprenset grøften på begge sider af stien, så vandet uhindret kan løbe væk.

Det eneste problem vi så kan få er at landmændene ikke oprenser deres grøfter. I den anledning har jeg talt med Lars-Erik Skydstrup fra Tønder kommune, som oplyser, at landmændene har pligt til at oprense deres grøfter, så vandet kan løbe væk - medmindre det er et § 3 område. Lars har lovet at se på sagen, når afvandingsproblemet igen opstår.

Så har vi endelig fået opstillet vores igloer til flasker og papir. Der er opstillet 4 ved posthuset, 2 ved materialepladsen og 2 ved udkørslen området i den nordvestlige ende af Ringvejen. 8 stk. i alt.

Vi har i mange år ikke kunnet forstå hvorfor vi skulle betale Skov og Naturstyrelsen for at få adgang til plantagen. Men efter nogle skriverier og samtaler med skov og naturstyrelsen, har vi fået accept på, at vi fremover ikke skal betale for adgang til plantagen.

Der arbejdes nu på en anden løsning af nøglesystemet ved posthuset som går ud på, at man kontakter Martin Poulsen, der så gennem Åbenrå låseteknik vil bestille nøgler hos Ruko. Prisen er nu nede på kr. 150, - mod før 450. Hver nøgle har sin kode.

 Så varer det ikke så længe før vi har offentlig kloakeringen på Bolilmark.

Nogle synes det er noget pjat, andre er glade for det, men uanset hvad, så bliver det en realitet inden 2012.

Tilslutningsafgiften kommer formentlig til at ligge på omkring 30.000 kr. dertil kommer så tilslutningen fra den offentlige ledning til selve huset.

Så har vi i bestyrelsen diskuteret om vi skulle prøve at indhente nogle tilbud fra kloakmestre, hvad de kan tilbyde pr meter, idet alle har jo ikke lige langt fra huset og ud til den offentlige ledning.

Jeg ved fra Lakolk, at der var nogen som gik sammen om samme kloakmester og derved sparede nogle tusinde kr..

Det er ikke noget vi skal afgøre i dag, men i kan jo tænke over det og så kan vi tage det op på næste generalforsamling.

Jeg vil slutte min beretning med at takke bestyrelsen for et rigtig godt og konstruktivt samarbejde.

Også en tak til jer medlemmer for jeres støtte og opbakning til bestyrelsen. Det er vigtig for bestyrelsens arbejde, at vi har medlemmernes opbakning.

Hermed overlader jeg beretningen til dirigenten og generalforsamlingen til videre behandling.

På bestyrelsen vegne
Henry Jensen
formand

 

Efter gennemgangen af beretningen satte Henry Jensen beretningen til disposition.

Der var følgende kommentarer til beretningen:

-Hvordan har vi afregnet entreprenøren for det udlagte knuste asfald på  Ringvejen

                 Svar: Afregningen er sket efter antal udlagt m3.

 

                 -Hvornår bliver Ringvejen`s mangler forbedret

Svar: Når vi har haft en varm periode bliver der udlagt de manglende ca. 3-4 mm på den vestlige del af Ringvejen. Hullerne på den øvrige strækning bliver fyldt op med asfalt når entreprenøren har en rest.

 

-Hvem ordner vedligeholdelsen af adgangsvejene fra plantagen fremover

Svar: Bestyrelsen tager kontakt til Skov og Naturstyrelsen for afklaring.

 

Én gjorde opmærksom på at det ikke kun er græstørv på taget der er et problem i forhold til den gældende lokalplan, han gjorde opmærksom på at der også var problemer med farvevalg af diverse bygningsdele.

Svar: Emnet vil blive taget op på kommende møde med Tønder Kommune, og herefter vil bestyrelsen komme med et oplæg.

 

M.h.t. et alternativ til  græstørv på taget, kunne dirigenten supplere med at foreningen havde en god sag. Han begrundede dette i at bestyrelsen havde fået en skriftlig accept fra Tønder Kommune. Der var andre eksempler på at Tønder Kommune havde udtalt sig mundtligt til fordel for en ansøgning. Denne mundtlige udtalelse måtte Kommunen senere acceptere som værende gældende.

 

Beretningen blev godkendt.

 

Ad3:

Regnskabet blev fremlagt af Birthe Schmidt, Regnskabet viste et resultat på minus 52  tkr. med en omsætning på 103 tkr. Egenkapitalen er herefter 314 tkr.

Regnskabet blev godkendt.

 

Ad4:

Budgettet blev fremlagt af Birthe. Budgettet viste et resultat på 8,3 tkr. Med en omsætning på 103,3 tkr. Egenkapitalen hermed  budgetteret til 322,4 tkr.

Åge Edemann bemærkede at der burde være hensat et beløb til færdiggørelse af Ringvejen. Bestyrelsen er enig i dette, og budgettet er derfor ændret til et minus resultat på 141,7 tkr. Egenkapitalen er herefter budgetteret til 172,4 tkr. I det reviderede budget, er der planlagt renovering af Ringvejen med 150 tkr.

Budgettet blev herefter godkendt.

 

Ad5:

Kontingent kr. 425.00 pr. grundstykke blev godkendt

 

Ad6:

Der var genvalg til bestyrelsen til Jørgen Havkær, Birthe Schmidt og Martin Poulsen.

Som suppleanter til bestyrelsen blev der genvalg til Sven Lorensen 2. suppleant og Carl Mazanti 1. suppleant.

 

 Revisor blev genvalg til Olaf Christensen og revisorsuppleant blev Knud Jensen

 

Ad7:

Ingen modtagne forslag.

 

Ad8:

Martin Paulsen oplyste at der var mulighed for at bestille ny eller ekstra nøgle til postkassen i posthuset for et beløb af kr. 152,50 (egen betaling)

Bestyrelsen  blev opfordret til at finde en løsning på affalds ophobning ved enden af Lakolkstien.

To bestyrelsesmedlemmer fik lejlighed til at forklare, hvorfor de ikke havde græstørv på taget.

Der blev spurgt til hvorfor Kommunen mente alternativet til græstørv på taget skulle være sort tagpap med lister. Han mente sort tagpap i sig selv ville være et godt alternativ.

 

Mødet blev afsluttet kl. 16.05.

 For referat                                                                                  Dirigent
 Jørgen Havkær                                                                             Erik Nielsen

 ◊  © bs webmaster                                                ◊  Forside  ◊  Kontakt Grundejerforeningen  ◊