Referat fra Bolilmark Grundejerforenings ekstraordinære  generalforsamling den 21. 11. 2009 på Hotel Kommandørgården,  Rømø.

Printervenlig version af referatet



Formanden Henry Jensen bød velkommen til de fremmødte og gik herefter over til dagsorden:


1.     Valg af dirigent


2.Græstørv / ikke græstørv på tagene

3.Eventuelt

Ad1:

Carl Mazanti  blev valgt.

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

 

Ad2:

Henry Jensen fremlagde herefter på den samlede bestyrelses vegne,  et resume over forløbet fra at have en aftale med teknisk.afd.  om et alternativt  til tagbelægning , til  medlemmernes afslag på dispensations ansøgningerne:

Formandens indlæg:

Velkommen til vores ekstra ordinære generalforsamling, som ene og alene drejer sig om græstørv eller ikke græstørv på vores tage. Det kunne vi godt have været foruden, men det har været et diskuteret emne siden marts måned 2008, hvorfor vi har valgt at indkalde jer her i dag.

Jeg vil så gå over til dagsordenen, hvor vi skal have udnævnt en dirigent, og jeg skal på bestyrelsens vegne pege på Carl Mazanti.

Jfr vores vedtægter kan bestyrelsen indkalde til ekstra ordinær generalforsamling så ofte bestyrelsen finder det nødvendig.

I denne sag har vi fundet det nødvendig, idet mange af vores medlemmer har rettet henvendelse til bestyrelsen og beklaget sig over, at man ikke har kunnet få dispensation for anden tagbelægning end græstørv, ligesom mange har haft problemer med deres utætte tag.

Vi ved godt alle, at der jævnfør vores lokalplan skal være græstørv på vores tage, men tiderne ændrer sig og husene bliver ældre, og får man først en skade på taget, opdager man det oftest for sent, hvilket resulterer i en større skade en nødvendigt.

Hvis jeg skal lidt tilbage hvor det hele startede, så havde bestyrelsen et møde med teknisk forvaltning den 10. marts 2008, hvor vi blandt andet diskuterede græstørv på tagene på Bolilmark.

Den 15. april 2008 fik vi så en skrivelse fra teknisk forvaltning, at kommunen ville udarbejde et tillæg til lokalplanen 707 sommerhusområdet Bolilmark, hvor det vil foreslås, at den fremtidige tagbelægning vil være græstørv som i dag, eller tagpap med listedækning. Ved at ændre et eksisterende græstørvtag til tagpap, vil det give mulighed for at tagene kan efterisoleres og således visuelt beholde sin tykkelse. Det vil sige højdene på sternbrædder og vinskeder forbliver den samme.

De skriver så endvidere, at indtil der er udarbejdet dette tillæg til lokalplanen, skal man søge dispensation når tagene skal renoveres, og der ønskes anden tagbelægning en græstørv, men at man skal forvente, at det kun er tagpap der kan gives tilladelse til.

Dette medførte, at der var nogen som søgte dispensation, men fik afslag på deres ansøgning. Det var jo ikke i overensstemmelse med den skrivelse vi havde fået fra teknisk forvaltning, så vi stod ret uforstående overfor dette afslag. Det samme gjorde teknisk forvaltning, som jeg straks rettede henvendelse til.

Bestyrelsen sendte herefter en skriftlig klage til Teknisk udvalg og  en kopi til Borgmesteren. Borgmesteren kvitterede for klagen og oplyste at han havde sendt den til videre behandling i teknisk udvalg. Vi har den dag i dag endnu ikke fået et skriftligt svar og begrundelse på vores klage.

Jeg har så efterfølgende været til et møde, hvor samtlige grundejerforeninger deltog. Her gjorde jeg formanden for teknisk udvalg Hans Hansen bekendt med vores problemer med græstørv på tagene, samt gav udtryk for vores utilfredshed med, at vi ikke havde fået et skriftlig svar på vores klageskrivelse.

Dette beklagede formanden, og gjorde mig opmærksom på, at området var et unikt område med græstørv, og at der fra kommunens side ikke vil blive givet dispensation til anden tagbelægning, og oplyste endvidere, at det var en fejl at denne skrivelse fra teknisk forvaltning var blevet sendt ud.

Bestyrelsen har så igen været til et møde med samtlige grundejerforeninger på Havneby kro den 11. juni 2009, hvor formanden for teknisk udvalg igen blev konfronteret vores problemer. Igen oplyste han, at der ikke vil blive ændret i lokalplanen. Bestyrelsen har endnu ikke fået et referat fra dette møde.

Under dette møde, fik vi også en snak med andre kommunalpolitikkere, der opfordrede os til at tage emnet op på en generalforsamling, for derefter at rette henvendelse til det nye teknisk udvalg.

Med denne opfordring mente de, at såfremt der lå en generalforsamlingsbeslutning på, at man ønskede lokalplanen ændret med hensyn til Græstørv på tagene, så var der måske mulighed for en dispensation eller også en ændring af lokalplanen.

Og hvor står vi så nu – faktisk hvor vi startede. Men vi mener at have en god sag, så vi vil gerne fortsætte, hvis vi får jeres opbakning.

Vi er næsten i 2010, så det kan ikke være rigtig, at der skal sidde en enkelt politikker som skal bestemme om der skal være græstørv på tagene på Bolilmark. Det må være beboerne.

Allerede da området blev oprettet, har der været mange modsigelser for græstørv. Og det er faktisk ikke uden grund, idet husene nu er begyndt at tage sig til og dermed kræver mere vedligeholdelse.

På det seneste har man også måttet konstatere, at det er blevet svært at sælge sommerhuse med græstørv på taget. Flere mæglere har også nævnt, at det er svært at sælge sommerhuse på Bolilmark – netop på grund af lokalplanens restrektioner. De der står til salg har mange af dem en K2 eller K3 anmærkning i salgsopstillingen, netop på grund af tagkonstruktionen.

Forsikringsselskaberne er også begyndt at fraskrive sig alt hvad der ligger under græsset, så en ejerskifteforsikring er derfor intet værd. Det tror jeg nok der er nogen som er blevet klogere på, efter de har været igennem en forsikringssag.

Når man ser på vores græstørv på tagene i dag, er det en meget blandet fornøjelse. Efter et stormvejr, som det jo er et par gange om efteråret, ser man mange steder store huller i græsbelægningen og plastic der flagrer på tagene, hvilket er medvirkende til, at området ser nedslidt ud.

Byggeteknisk er det også en særdeles uheldig konstruktion, tungt – især under og efter nedbør, og når så taget kommer op i alderen, har mange store problemer med at holde det tæt.

Langt de fleste af husene i området er bygget i 70erne, og det er tydeligvis ikke i forbindelse med konstruktionen på daværende tidspunkt taget højde for den tunge belastning.

Vi fra bestyrelsen mener dog, at det skal stå enhver frit om man vil bibeholde græstørv på taget, men vi mener stadig at der skal være mulighed for sat skifte sit tag ud med en anden tagbelægning i jordfarve.

Som så mange har udtalt, lad os nu få skabt et sommerhusområde, hvor husene kan få et moderne og attraktivt tilsnit, således at de også senere kan sælges.

Med dette indlæg, vil jeg nu slutte og  bede om jeres holdning til den fremtidige tagbelægning på  Bolilmark.

 

 Efter fremlæggelsen overtog dirigenten styringen af de indkomne kommentarer fra de fremmødte. Efter at alle havde haft muligheden for at kommentere punktet, tagbeklædning, bad dirigenten om 10 minutters pause. Pausen blev brugt til at dele stemmesedler ud og få formuleret en tekst så alle kunne acceptere hvad der skulle stemmes om.

Teksten der blev sat til afstemning blev:

 

                 Ja  =  betyder kun græstørv på tagene

                 Nej = betyder valgfrit mellem græstørv og tagpap med listedækning  

 

Resultatet af afstemningen blev:

 

                 Ja  =  28 stemmer

                 Nej = 30 stemmer

 

Bestyrelsen vil herefter tage kontakt til teknisk udvalg for at drøfte det videre forløb.

 

 

Ad3

Bestyrelsen blev opfordret til at finde en løsning til at holde stien til Lakok spærret med den eksisterende bom. Endvidere blev bestyrelsen opfordret til en bedre afmærkning af stien.

 

Endvidere blev der stillet spørgsmål til, hvornår belægningen på Ringvejen ville få pålagt de manglende centimeter. Svaret hertil er, at entreprenøren har haft problemer med at skaffe knust asfalt, men at han vil udlægge det manglende når vejret er til det i 2010. For at opnå det bedste resultat skal det knuste asfalt udlægges i en varm periode.

 

Der blev også stillet spørgsmål til beskæring  af  bevoksningen langs vejene. Svaret hertil var, at beskæringen er planlagt til foråret, og at den enkelte grundejer er velkommen til at beskære det værste indtil da.

 

Mødet blev afsluttet kl. 16.30.

 ◊  © bs webmaster                                                ◊  Forside  ◊  Kontakt Grundejerforeningen  ◊